BYGNINGEN
Kirkens ældste dele, skib og kor, er fra 1100-tallet, men er stærkt ændrede
siden dengang. Hvælvinger og våbenhus er fra 1400-tallet, det lille klokketårn dog fra 1772. Vestforlængelsen er muligvis det nederste af et tårn, der har indeholdt fi re klokker. Under Grevens Fejde (1534) fi k alle landets kirker ordre til at afl evere alle deres klokker undtagen een til kanonstøbning. I det omhyggeligt førte afl everingsregnskab noteres der, at Todbjerg Kirke afl everede tre klokker.
Da der blev indbygget hvælvinger i kirken, fik man gennem århundrederne
problemer med at de romanske kassemure skred ud. For at genskabe det
lodrette tryk fra blytaget, er der nu foretaget en tovpolygonopspænding af
tagets bjælker. Den kan ses på loftet.
GRANITSKULPTUREN
Kirkens granitskulptur er samtidig med kirkens ældste dele. Mandsdøren, den tilmurede kvindedør, døbefonten og den nordre karmsten er tydeligvis af samme mester, idet alle bærer den akantusranke, der er stenmesterens kendetegn.
MANDSDØRENS
Karmsten er usædvanlige ved at være hugget af een sten. På tympanon ses
en korsfæstelsesscene med ››den sejrende Kristus‹‹, to romerske soldater og Maria og Johannes. Korsfæstelsen er omkranset af en akantusranke, der er symbol på Paradiset.
Vi genfinder akantusranken på kvindedørens tympanon, hvor rankens gren
ender i et slangehoved nederst til venstre. Ranken omkranser et billede af
en mand, der holder to løver i struben med et fast greb. Det kan være Daniel i løvekulen som symbol for Kristus og det onde. Kvindedørens to kapitæler viser evangelisttegnene Markus-løven og Lukas-oksen.
På triumfbuens nordre kragsten ses akantusranken i ren Urnes-stil, sen vikingetid. Også her ender rankens gren i et slangehoved: Djævelen er på vej fra koret ned mod menigheden. Men rundt om hjørnet kommer to engle fl yvende for at tage kampen op mod den onde. Den søndre kragsten er muligvis et svendearbejde, idet motivet er helt anderledes.
DØBEFONTEN (1130-40)
Har akantus-paradisranken øverst omkring kummen. Der er afbildet fi re løver, der to og to er fælles om et menneskehoved. Imellem løvernes rumper findes på sydsiden et livstræ, på nordsiden en hane i et træ. På fontens fod fi ndes to løver, en due og et Jesse-træ, det vil sige et træ, hvor Isai (Jesse) ligger under roden. Isai var far til kong David og dermed stamfar til Jesus. Så et Jesse-træ er Jesu slægtstræ. På fontens fod ses også fire mandshoveder, der er symbol på de fi re paradisfl
oder. I kummen er der hul i bunden, hvor
dåbsvandet i gamle dage kunne løbe ud den ene gang om året, hvor man udskiftede det hellige dåbsvand. Nu benyttes naturligvis dåbsfad. Det er taget i brug 1691 og har ››Mariæ Bebudelse‹‹ som motiv. Det er sat til side udenfor gudstjenestetiderne.
KALKMALERIERNE
Kirkens kalkmalerier er efter Broby Johansens mening Danmarks næstældste.
De er den sidste rest af to billedfriser, der har gået hele skib og kor rundt
og som der endnu fi ndes enkelte detaljer af, gemt under kalken. Adam og
Eva-frisen er restaureret i 1906, hvor man ikke veg tilbage for at tegne op,
hvad der manglede. Således var kun eet Adam-hoved bevaret. Dette ene kalkerede man over på de to andre Adam-kroppe.
ALTERET
Kirkens alter er fra ca. 1575. Den latinske tekst lyder i oversættelse: ››Gud er ånd og de som tilbeder ham må tilbede i ånd (Johs. 4)‹‹ Altertavlen er fra ca. 1725 og dens oprindelige udseende kendes ikke. Øverst oppe står Guds navn Jahve. Formodentlig har der været tre store felter med tekst eller billeder. I 1880’erne blev der, som i hundredevis af andre kirker, fræset åbninger ud til himmelblå halvrundinger til Thorvaldsens gibsfi gurer. Ved kirkens restaurering i 1979 blev maleriet af hyrdernes besøg julenat sat i midterfeltet. Det og sidefl øjene er malet af Sven Havsteen Mikkelsen. Han har selv kaldt det ››Jeg er verdens lys‹‹ og han har ladet sig inspirere af Grundtvig-salmen: Over krybben korset svæver.
Krucifi xet er ligeledes skabt af Sven Havsteen-Mikkelsen og er købt i 2003.
Kirkens smukke alterkalk er sat til side udenfor gudstjenestetiderne. Den bærer indskriften ››Toÿbiere Kierck Anno 1679‹‹, hvor bynavnet er bevaret i dialekt-formen. (››at tøje‹‹ er ››at stå i vejen for‹‹, ››være til hinder‹‹)
PRÆDIKESTOL OG TAVLER
Prædikestolen med lydhimmel er fra ca. 1750, rokoko-stil.
Kirkens eneste epitafi um er affattet på latin af præsten Niels Rasmussen (nr. 4 på præstetavlen). Det er hans ››svanesang‹‹. Hans gravsten ligger indenfor indgangsdøren.
Præstetavlerne giver navnene på alle kirkens præster siden Reformationen
1536.
Billedtavlen på sydvæggen viser passionshistorien som tegneserie. Den er fra 1725.
KIRKEKISTEN
Kirkekisten er fra 1200-tallet, den er lavet af egeplanker og håndsmedede
jernbånd og nagler. Den er tyverisikret med fl ere nøglehuller og hemmelige søm, der skal trækkes ud, for at nøglen kan drejes rundt. Den har været benyttet til kirkens sølv og messeklæder. For nylig blev der under kistens bund fundet en mønt fra 1252. Blypladen modsat kirkekisten er en kisteplade fra den secherske familiebegravelse, der var i kirkens krypt indtil
1906, hvor krypten blev taget i brug som kulkælder. Skibsmodellen er fra 1935, bygget af en lokal håndværker.
ORGELET
Kirkens orgel er fra 1981. Det er bygget af P.G.Andersen og har 19 stemmer. Orgelhuset er bygget asymmetrisk, for at ophæve den skævhed, at vestvinduet ikke sidder midt i muren. Da kirkerummet egner sig godt til koncertbrug, er bænkene indrettet, så man kan dreje ryglænene over til den anden side og sidde vendt mod orgelet.
KIRKEN UDVENDIG
I våbenhusets udvendige mur er placeret to gravsten, formodentlig fra
1200-tallet. På begge står Kristus med hænderne hvilende på et kors. På den ene er der tillige to små mennesker. Denne gravstenstype er muligvis benyttet af korsfarere. På korets østvæg kan udvendigt ses to mandshoveder. Desuden er der ristet en løve ind i en af de sorte kvadersten (under, til højre for 0). Den tilmurede kvindedør på nordsiden af
kirken fi ndes beskrevet under afsnittet Granitskulpturen.
KIRKEGÅRDEN
Rummer de slægter, der brugte kirken gennem århundrederne: Søndag på søndag, i fest ved dåb, konfi rmation og bryllup og i sorg ved begravelser. Og kirkegården ændrer sig gennem årene, nye træer vokser op, udsmykningen af gravstederne følger modeluner, enkelte gamle, markante
gravsten er kommet på ››pension‹‹, og todbjergenserne kommer og går for at snakke med deres døde og pusle om deres hvilested. Få steder føler man vel mere slægtens og historiens skiften end på en kirkegård.
KAPELLET
I kirkens ligkapel er der som udsmykning et moderne keramikkors med en stiliseret påskelilje som opstandelsessymbol. Det er lavet af den lokale keramiker, Vibeke Munk. I bygningen fi ndes desuden toilet.