Apps til folkekirken

Hent app'en "Kirkekalender" og få let adgang til gudstjenester, møder og arrangementer. App'en viser som standard kirker i en radius af 10 km fra den adresse du står på

"Kirkekalenderen" giver en let adgang til gudstjenester, møder og arrangementer i ca. 2.200 kirker, som er tilknyttet Den Danske Folkekirke.

App’en viser som standard kirker i en radius af 10 km, og det er muligt at få kirker vist over hele Danmark.

Under hver kirke kan du se sognetilhørsforhold, og der er adresser og kontaktoplysninger på præster og kirkefunktionærer. Desuden er der en kørselsvejledning tilknyttet.

Kirkekalenderen henter sine data fra Sogneportalen sogn.dk

Læs mere om Kirkekalenderen på App Store

Læs mere om Kirkekalenderen på Google Play

Dåbskluden​

I efteråret 2016 fik hospice- og sognepræst i Thorsager, Bregnet og Feldballe sogne, Ann Maj Lorenzen, ideen om dåbskluden. Dåbskluden er en strikket råhvid/hvid klud med et kristent motiv, som ligger på døbefonten i kirken, når der er dåb – og bruges til at tørre vandet af den døbtes hoved. Dåbskluden er et alternativ til de gængse stof- eller papirservietter, som man ”normalt” ser præsten benytte i forbindelse med dåben. Udover at dåbskluden har en reel praktisk funktion, er den samtidig også et særligt minde om dåbsdagen og ikke mindst en påmindelse om dåbens betydning, da dåbsfamilien får kluden med sig hjem efter gudstjenesten.

Ann Maj Lorenzen har udviklet en række strikkemønstre til dåbskluden – og sidenhen er der også blevet udarbejdet hæklemønstre. I dag har dåbskludsinitiativet bredt sig til hele landet – og der findes nu ca. 360 kirker, som strikker og hækler dåbsklude. Når så mange kirker har taget idéen til sig, handler det ikke blot om, at dåbskluden vedrører selve dåbshandlingen, men også at det giver mulighed for at skabe et rum for diakoni og fællesskab. Mange steder mødes man også for at strikke og hækle dåbsklude, hvilket også er muligt her i Todbjerg-Mejlby sogn.

Du kan finde mere information om dåbskluden på www.daabskluden.dk eller blive inspireret i Facebook-gruppen ”Vi strikker dåbsklude”, hvor dåbsklude-strikkere fra hele landet deler erfaringer m.m.​

Hvad gør vi i Todbjerg-Mejlby Sogn

Sognets præst og menighedsrådet har valgt at bakke op om dåbsklude-initiativet og har derfor besluttet at sørge for garn og opskrifter til de, der gerne vil strikke dåbsklude til sognets kommende dåbsbørn.

Vi har udarbejdet en række strikke- og hæklekits med opskrifter og garn, som kan fås ved henvendelse til formanden Helle Sørensen tlf. 25 67 04 37 I skrivende stund har vi allerede flere dåbskludsstrikkere i sognet – og der skal lyde en STOR tak til jer, men vi vil gerne byde nye dåbskludsstrikkere meget velkommen.​

CVR: 37970972 | Bøggildsvej 16 | Todbjerg | 8530 Hjortshøj​

​​Telefon: 86 99 90 05​ | Email: VBL@km.dk